En dag for længe siden
mødte jeg min skæbne !!!

Jeg gik hver dag en dejlig lang tur,
ja, mest for at holde kontakt med omverden,
"også" for at holde bentøjet i gang,
bentøjet som gerne skulle forbliver aktiv
og man bibeholder "glæden" og troen på livet!!!
som er os alle sammen så herligt givet,
det gælder alt levende på vores jord
børn dyr og alt levende væsen
skal leve med kærlighed ombord.

En dag jeg var trist til mode,
kunne mit ansigt jo ikke skjule,
mit skjulte ansigt var meget trist,
jeg kunne ikke holde modet og tårnene tilbage,
mit ansigt så bevist mod jorden,
så ned mod mine langsomme skridt,
og bemærkede nu mine elskede slidte sko,
som havde gået mange - lange ture
og fuldt mig med mange skridt igennem livet
gik længe i min egen lille verden
ingen skulle se mig GRÆDE

Mine inderste tanker var kaotiske,
jeg grublede meget længe over livet,
fandtes han, måtte han give mig et tegn !!!

Mit hjerte ville forsat slå
men mit hjerte kan også gå i stå
hvis lyset slukkes i troen
da bliver man bange for at miste
men i mit hjerte
skal der ikke være plads til det triste

"Men" med et blev jeg lidt forskrækket,
min ene fod var ved at træde på en sølle blomst,
som de fleste nok ville opfatte den,
den var lige ved at gå ud/dø,
bladene hang grundet mangel på vand,
og en kærlig hånd og pleje,
blomsterknoppen nåede næsten jorden
et meget sørgeligt syn.

Hvad der skete ved jeg ikke,
men mine tanker blev med et meget triste,
mere triste end før
men også en uvis kærlighed dukkede frem
"så" længe på den lille sarte blomst
jamen dog, mit hjerte slog et slag over
den blomst har da ikke fået vand
kærlighed og gødning nok her i livet,
straks måtte jeg finde det første og bedste hus i miles omkreds,
bankede på den fremmede dør.

De kunne vel ikke undvære lidt vand jeg kunne tigge,
da det gælder liv og død,
jeg blev hurtig budt indenfor,
og fik et glas vand,
jeg spurgte familien meget høfligt,
om de ikke havde en flaske med vand
som alligevel skulle smides ud,
som jeg kunne få med,
"joooo" det havde de da,
jeg takkede hjertens mange gange,
skulle så den lange vej tilbage,
jeg så da også,
og følte, de fremmede rystede lidt på hovedet
da jeg atter takkede farvel,
de fulgte mig med deres blikke,
fulgte mig så længe de kunne se mig,
jeg virkede måske lidt mærkelig på dem,
men det kunne jeg ikke bruge til særlig meget,
jeg havde jo vigtigere ting i livet at tænke på
jeg havde et blomster-liv at redde.

Jeg traskede med hurtige skridt tilbage,
faldt næsten over mine egne ben,
nåede så den lille blomst igen,
så på den og var ved at græde,
blomsten som folk ikke så,
men som de måske havde bemærket en gang imellem,
jeg hældte vand på den,
folk kiggede lidt undrende på mig
de rystede lidt overbærende på hovedet.

Jeg blev der lidt, jeg mente at kunne se den fik liv,
den knejsede lidt med stænglen,
hovedet begyndte at løfte sig,
og min tanke og mit åsyn så
at den nikkede til mig,
takkede for det liv jeg havde givet den igen,
sådan gik den ene dag efter den anden,
hvor jeg trofast kom og vandede den lille blomst.

Men en dag kom skæbnen, jeg blev forelsket ,
og "da" glemte jeg den lille blomst.

havde en dejlig periode
følte også mit liv blomstrede op
svævede på en sky
men det blev hverdag igen,
og skæbnen ville ej,
at jeg skulle blive lykkelig med dig
vor kærlighed visnede, vi gik hver sin vej.

Jeg sad en dag i dybe tanker,
om kom lige pludselig i tanke om den skønneste blomst,
som havde reddet min sorte tankegang,
for ikke længe siden
reddet "MIG" i mine triste tanker,
og med et fik jeg dårlig samvittighed,
jeg måtte hen og se om den var der i nu,
mit syn blev meget trist,
jeg kunne kun ane nogle rødder,
men syntes at de talte til mig,
jeg begyndte at grave de små rødder frem,
så min fingre blev blodige og gjorde ondt
men kunne ikke stoppe,
tog rødderne med hjem
og plantede dem i min have.

Efterår blev til forår,
og det lyse sind kom ind

Og en dag blev min undren meget stor,
i haven voksede der en smuk blomst frem,
som jeg ikke havde set før,
og minsandten om det ikke var de rødder jeg havde plantet,
som livede op, og blev til verdens smukkeste blomst,
som gav lykke og glæde i mit sind,
fordi jeg havde lukket blomsten ind.

Aldrig vil jeg glemme
at vande den smukke plante,
så længe jeg lever,
for en plante som den
må ikke blive glemt
den vækkede mig til live,
så husk hvis jeg en dag ikke er her mere,
så er det lykkens blomst som kan knytte venskabs bånd

Er Lykken som en lille smuk fugl.??

der længe har levet lidt skjult!
den som nu med kærlighed flyver,
fra hjem til hjem !!!!

med den kærlighed der måske er glemt,
eller fortrængt!
den vil nu komme tilbage.

Og gid den nu hos jer må finde,
et sikkert skjul, i alle jeres dage.

Knus Vibeke.